Hillerød Strategi- og Rollespilsforening

Hillerød Strategi og Rollespils Forening er en af landets ældste spille foreninger, idet vi har eksisteret siden 1990, og er en forening for alle, der interesserer sig for strategispil og rollespil. Vi har en relativ høj gennemsnits alder (25år), og mange af medlemmerne har været med fra starten.

Vi har spilledage hver onsdag fra kl.1900 til 2230 og spilleweekend sidste hele weekend i hver måned, uden for skolernes ferier.  

På almindelige spilledage bliver der primært spillet rollespil og de korte strategispil. Desuden maler vi figurer, snakker regler og hygger os. Det er også på disse hverdage, der bliver aftalt hvad der skal foregå i vores spilleweekender, og planlagt arrangementer både i foreningen og ude i byen.

Vi spiller for mange forskellige spil til, at vi vil nævne dem alle her, men vi vil da lige nævne dem, vi spiller mest. Hvis vi ikke lige spiller det spil, du brænder for, så kom og vis os det. Så finder du helt sikkert et par stykker, der gerne vil være med.

Vi har kastet os over Warhammer 40.000 8th ed. med stor ildhu og ellers står den på rollespil, her tænker vi på bordrollespil (pen and paper). Vi har bevidst valgt ikke at beskæftige os med live rollespil, men holder os til papir, blyant, terninger og vores gode fantasi. Det er til gengæld alle genre af bordrollespil der spilles, lige fra fantasy, over nutids scenarier til science fiction.

Det er ikke nødvendigt at kende til rollespil, Warhammer eller noget andet for, at komme og være med. Det eneste det kræver er, at man har tid og lyst til at sætte sig ind i det og give fantasien frit løb.

Ud over rollespil bliver der stort set taget fat i alle former for figurkrigsspil, f.eks. Fantasy Battle, Warhammer 40K, Kill Team, Space Hulk og mere eller mindre historiske korrekte spil f.eks. Wild West og This is Not a Test. Heller ikke her er det nødvendigt at kende reglerne i forvejen, bare du har lyst til at spille.

Fantasy Battle og Mordheim er alt hvad det historiske ikke er. Her kan man slå sine modstandere med magiske våben, bære magiske rustninger og kaste forskellige former for magi. Warhammer 40K er lidt af en modsætning, idet dette foregår langt ude i fremtiden.

Vi udsætter også hinanden for hjemmelavede spil og regler, hvis vi har fået en bragende god ide og ikke kan finde regler, der passer til.

Vi er en frivillig forening, der er drevet af frivillige, der brænder for deres hobby. Vi forventer, at folk selv er med til at planlægge og tage initiativer til de ting de har lyst til at lave.

Da vi ikke har folk ansat til at underholde os og vi får lokaler stillet gratis til rådighed af Hillerød kommune, kan vi holde vores kontingent på et meget lavt niveau. Kontingentet for 2018 er på 250,- DKK for et helt år, og det dækker adgang til foreningen på alle spilledage og i alle spille weekender,  brug af foreningen terræn, figurer og diverse regelbøger, samt kontakt til, og hygge med, de andre medlemmer. Vores kontonummer findes her.

Vi har en minimum aldersgrænse på 12 år, da det kræver en hvis modenhed at forholde sig til de, nogen gange, komplicerede regler, der ofte er på engelsk. Der kan dog gives dispensation for aldersgrænsen, da nogle sagtens kan være modne nok på trods af at de er yngre.

Hvis du er blevet nysgerrig for at se mere til os, er du velkommen til at dukke op og se hvad vi laver og om det kunne være noget for dig at være medlem af foreningen. Hvis du har spørgsmål eller gerne vil være sikker på der er nogen til at tage imod dig når du kommer, kan du altid skrive til os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..